Iværksætteriuddannelser i høj kurs

Iværksætteriuddannelser i høj kurs

 

76 procent flere kurser og 60 procent flere iværksætterstuderende er resultatet af en opgørelse af udviklingen inden for iværksætteriuddannelser på Øresundsregionens universiteter fra starten af 2007 til sommer 2009. Motivationen er høj blandt både undervisere og studerende for at arbejde med iværksætteri og innovation.

Øresund Entrepreneurship Academy’s seneste opgørelse viser, at ikke blot antallet af udbudte entrepreneurship-kurser (76 % stigning), men også kursernes fokus på området er styrket, og flere studerende følger kurserne. Siden akademiets start i slutningen af 2006 er andelen af studerende således øget med hele 60 %.


Det er fantastisk at se, at den store indsats på området ser ud til at virke”, udtaler Managing Director Christian Vintergaard, Øresund Entrepreneurship Academy. ”Akademiet har været direkte involveret i udviklingen af en stor del af de nye kurser og markedsføringen af dem, og mærker tydeligt en stigende begejstring rundt om på universiteterne. Og det er godt, for der er stadig et stykke vej, inden regionen er på internationalt niveau.”


For at Øresundsregionen skal nå op på internationalt niveau, skal andelen af studerende, der tager kurser med entrepreneurship-indhold dog fortsat øges. Men den er allerede godt på vej til det mål, Øresund Entrepreneurship Academy har sat på 15 % af de studerende der i 2015 tager kurser med entrepreneurship-indhold i løbet af deres uddannelse.


Den positive udvikling og målsætning harmonerer fint med både den danske og svenske regerings og de lokale regioners udtrykte ønsker om, at området undervisning i entrepreneurship og innovation på de videregående uddannelser skal styrkes. Der er således i begge lande stort fokus på, at undervisning i entrepreneurship spiller en rolle i landenes udvikling og økonomiske vækst.


Den svenske socialförsäkringsminister og nordiska samarbetsminister Cristina Husmark Pehrsson udtaler: ”Det är glädjande att så många studenter får möjlighet att lära sig mer om entreprenörskap och företagande. Jag är övertygad om att vi i framtiden kommer se fler företag i Öresundsregionen tack vare de kurser som bland annat anordnas av Øresund Entrepreneurship Academy.”


Regionråd Pia Kinhult, Region Skåne: "Vi arbetar mycket med att främja entreprenörskap i Region Skåne. Därför är det extra roligt att intresset ökat! Det ger stora förhoppningar om ett stärkt företagande och fler arbetstillfällen i framtiden."


Jørgen Christensen, formand for Vækstforum Hovedstaden: "Øresund Entrepreneurship Academy har fat i noget helt centralt for udviklingen af en konkurrencestærk metropol, hvor vi satser på viden og initiativ. Krydset mellem højtuddannede, kompetencer i innovation og iværksætteri og så Øresunds-perspektivet er en rigtig god cocktail. Tænk engang, hvis vi kan barsle med den første generation af viden-iværksættere, der ser hele Øresundsregionen som deres hjemmebane. Og som ydermere kan bruge denne udvidede hjemmebane til hurtigt at komme ud globalt med de gode forretningsideer."


Regionrådsformand Kristian Ebbensgaard, Region Sjælland: ”Region Sjælland har stor interesse i at få flere målrettede initiativer indenfor iværksætteri. Øresund Entrepreneurship Academy spiller en central rolle ved at ruste iværksættere til kommende vækstvirksomheder. Roskilde Universitet er også en central brik i innovationen i det regionale erhvervsliv - blandt andet har RUCinnovation og regionen indgået et konkret samarbejdeom at styrke samarbejdet mellem universitet og det regionale erhvervsliv.”


Rapporten kan downloades fra www.oeacademy.org